Forekomst

Husmåren er almindeligt forekommende i alle landsdele undtagen på Bornholm. Mangler desuden på Læsø, Anholt og Fanø samt på de fleste mindre øer.

Husmårbestanden faldt i 1940'erne og første halvdel af 1950'erne, formentlig på grund af en særdeles intensiv jagt. Derefter vendte udviklingen, og gennem 1960'erne og 1970'erne var der en kraftig stigning i bestanden. Husmåren bredte sig i denne periode fra sine traditionelle biotoper, dvs. skov og åbent land, til tæt bebyggede områder, især parcelhuskvarterer og sommerhusområder, men også til egentlig bymæssig bebyggelse.

Det årlige jagtudbytte faldt fra begyndelsen af 1940'erne til midt i 1950'erne fra omkring 1.500 til ca. det halve. Derefter steg udbyttet jævnt op gennem 1960'erne og kraftigt i 1970'erne. Fra omkring 1980 til slutningen af 1980'erne lå udbyttet på ca. 6.000, hvorefter der skete et fald til under 4.000 i begyndelsen af 1990'erne. Nedgangen i udbyttet gennem de senere år skyldes næppe en tilbagegang i bestanden, men nok snarere forringede jagtmuligheder efter 1982 som følge af forbudet mod at bruge fælder til jagt. Jagtudbyttet er størst på Fyn, men også relativt stort i Storstrøms Amt samt i Sønderjyllands og Vejle Amter. De mindste udbytter tages i Nordøstsjælland og i Nordvestjylland. De geografiske forskelle i udbyttet afspejler formentlig i grove træk relative forskelle i bestandstæthed. Næsten 80% af udbyttet tages i fælder, hovedsageligt i efterårs- og vintermånederne; tre fjerdedele tages i og ved bebyggelse.

Tilbagegangen i mårbestanden i 1940'erne og første halvdel af 1950'erne skyldes sandsynligvis en meget intensiv jagt. Indtil det blev forbudt i 1967 blev der udlagt fosforæg til bekæmpelse af krager og skader. Det er uvist, i hvilket omfang husmåren tog disse æg, men forbudet og måske en aftagende udlægning af æg i perioden op mod forbudet kan have været medvirkende årsag til bestandsfremgangen og dermed til husmårens spredning til nye biotoper. Efter forbudet mod at bruge fælder til jagt er det næppe muligt at drive husmårjagt i et omfang, der påvirker bestanden. Regulering efter de gældende bestemmelser vil formentlig højst kunne have en midlertidig, lokal effekt.

Husmåren kan forvolde skade ved at ødelægge isoleringsmaterialer i beboelseshuse og ved at tage fjerkræ, herunder fasaner, agerhøns og ænder, i hønsehuse og på opdrætspladser. Den eksisterende lovgivning giver mulighed for regulering i disse tilfælde.